SÅ er der terapeutisk (for mig) rejsedagbog
Ligger under en stor stråparasol og slikker solskin i tordenvejr Men så kan jeg da se skærmen uden at skulle knibe øjnene sammen pga. solen.
Efter en rimelig spontan beslutning, ca 2 timers research og 15 timers rejse stod jeg Colombo. 5 timer senere havde en flink chauffør kørt mig på tværs af landet til Golden Beach Cottages, og jeg nåede flere gange at glæde mig over at jeg ikke lige havde lejet en bil. De udnytter kørebanerne på en lidt anden måde en derhjemme
Spurgte min chauffør om vejret for tiden og fik det tydelige svar ” sometime warmer, sometime rain”. …. hvilket har vist sig at passe meget godt
Der blev tid til pit stop med chicken fried rice, og da jeg hjemmefra var advaret om at det nok inkluderede hakket kylling med ben og det hele, havde jeg tænkt at “nu tager jeg den, så jeg kan sige jeg har prøvet det”. 
Så er det jo svært at klage, når man får varianten med fried rice+helt kyllingelår
Har shoppet mig til en bungalow på første parket til stranden, og livet går ret stille, med dykkerinstruktører, der spørger til mit helbred hver 3. time – måske fordi jeg har sagt, at jeg gerne vil dykke, hvis jeg holder op med at være forkølet.
Stressniveauet er højst når jeg prøver at beslutte rækkefølgen på dykning, massage og tempelbesøg.
Og ellers har jeg stadig lidt at lære ift. kulturen. F.eks. skal jeg vist lære at stille skoene foran når jeg går i supermarkedet (en biks på 12m^2)
Søde og rare mennesker – dejligt land – og nu regner det ikke mere
…som chaufføren sagde
Dag 2-3ish
Jeg tror sgu hipster-hindu-dykkerinstruktøren flirter med mig
Fik rystet det sidste forkølelse ud af kraniet og bookede et par dyk. Mens jeg fik tips om hvordan jeg bedst kom til Kandaswamitemplet, og et lille hint om at jeg nok skulle have lidt mere tøj på. Jo-jo lige den del har jeg styr på.
Skift tøj, afsted, finde tuk-tuk….Single female traveler, er stadig et uforståeligt begreb, så efter at have svaret nej til husband og babies, kan man se på tuktuk driver, at han har lyst til at spørge “jamen, hvad er der da galt med dig ?” Men han har pli nok til at spørge om der er koldt i Danmark istedet
Meget fint tempel. Dagens hjernecellemotion kom da jeg tullede lidt rundt, endte en smule “back office” og så en ordentlig bunke splittede kokosnødder?? Efter at have gruet lidt på den, spottede jeg en mand med en kokosnød med en lille brændende tændblok i, som jeg så blev nødt til diskret at stalke ( så diskret som det nu kan være, når man er tæt på eneste hvide kvinde i flokken), for at erfare at man åbenbart skal brænde og smadre kokosnødden. Det ser ret aggressivt ud men det er vist fordi, at det er virkelig skidt hvis den ikke går i stykker. ( nærmere forklaring modtages gerne)
Hjem igen … tuktuk… same story … Bestiller en øl, og de kommer retur med en tepotte Bemærker at der er en del tedrikkere – flere en jeg lige ville forvente…. jeps – der er øl i potten.
Og mens jeg sidder der, kigger dykkerinstruktøren forbi, spørger til tempelturen og siger ” I wanted to tell you, that your pants were too hot for temple, but you walked too fast”
(Må hellere lige nævne, at de er en anstændig outdoor model, der pænt dækker knæ, men måske ikke har meget overflødig plads til måsen)
Dag 4-5ish Going local. Tringo->Habarana
Havde valget mellem pæn og hurtig aircon bus og den überpimpede version med komplet hindu-“alter” i forruden, guldgardiner, pangfarver, plastiksæder og lokal popmusik bragende i højtaleren. Det var ikke et svært valg
Efter 4 fantastiske dage på stranden, to dyk ( det ene i helligt vand…med kokosnødder og tempelrester), en snorkeltur med haj og skildpadder og et fantastisk første nat-dyk ( som blev lige spændene nok, da vi kom op i høj bølgegang og min makker besluttede sig for at tabe sin lygte mens jeg kiggede den anden vej i 2 sec. Det tog lidt tid at finde ham igen) var det tid til at komme videre.
Busstationen i Tringo var et forrygende studie. På en eller måde var der ca. 20 mand involveret i at få mig på den rigtige bus og jeg gennemskuede aldrig hvem af dem der arbejdede, prøvede at snyde mig, prøvede at hjælpe mig og bare var lokale, der var nysgerrige ift. hvor jeg skulle hen. Men jeg endte naturligvis på den pimpede bus – Som i det mindste ikke havde “faith express” stemplet på siden, ligesom nabobussen. 
Og så kørte bussen! Med hornet i bund det meste af vejen. Tror det var en kombi af vågn-op-hvis-du-skal-med og af-vejen-af-vejen. Igen fattede jeg ikke helt systemet. Af en straight ahead rute at være, blev der bakket og vendt lidt flere gange end jeg ville forvente. Der var 3 mand, der vist nok arbejdede, men ud over chaufføren, var rollefordelingen ikke helt klar. En super tur ( jep, jeg er et andet menneske når jeg har ferie ), hvor der også lige blev smidt en mønt og ringet med en hellig klokke, inden vi passerede en bro. Så er man jo helt tryg
Er ankommet til Habarana og er checket in i et tropisk botanisk have resort. Og af en eller anden grund har jeg en sang om tropehjelm og gamacher kørende i baghovedet.
Dag5 til Slut. Fra koloniherre m
/k til alene på et forladt hotel
Startede dagen i junglen med et ekslusivt morgenmåltid og drog derefter med tuktuk til Sigiriya ( tempelruiner på en 200 m høj sten).
Havde overvejet at jeg ikke gad at slæbe rundt på al min bagage, men tænkte, at jeg da ikke kunne være den første, der besøgte stedet i transit… Det var jeg så åbenbart, for jeg endte med at bønfalde en cafeteria-pige om jeg ikke nok måtte sætte bagagen bag disken…
Og så var det ellers bare 200m lige op☀️Et helt fantastisk sted, med storslået natur.
Nede igen, tullede jeg lidt omkring fulgte et skilt mod et tempel, og vupti var jeg lidt uplanlagt igang med at bestige endnu et lille bjerg
Herefter gik det med bus mod Hostel Near AirPort… Ankomst med bus i nærheden i tropisk regn og mørke, og for en gang skyld var der mig der måtte råbe efter tuktuk’erne for at få deres opmærksomhed.
Eftersom ingen kunne genkende adressen endte det med at tuktuk driver og hostelejer måtte sludre ( til 13 kr/min..)om hvordan jeg bedst kunne udveksles og efter 5 min sad jeg så i en bil med en mand der forklarede at der var noget galt med værelset på hostel, så han ville give mig et værelse på sit hotel istedet..
Fik checket ind, flyttet ind på mit – rimeligt simple, men umiddelbart rene- værelse, og tænker så “hvad f… skete der egentlig med mit pas…jeg fik det ikke tilbage”
Trisser ned i lobbyen igen, men finder ingen…
En lille beskrivelse af omgivelserne: Det er kulsort udenfor og står ned i stænger. Hotellet ligner noget, der er forladt. Rimeligt faldefærdigt, og det regner ind flere steder. Manden i lobbyen (som ikke talte et ord engelsk) er væk, og dørene jeg kom ind ad er låst. Ingen wifi (efter sigende på grund af regnen) Og jeg er helt helt alene
… og uden pas. Ok jeg indrømmer “the shining” poppede op i hovedet på mig
Efter 10 min ringer jeg til hostel-manden, som får fat i lobbymanden, som kommer retur til hotel, og jeg får mit pas.
Og en god nats søvn
Og så går turen ellers hjemad.
Vågnede til bølgeskvulp, solskin og udsigt! En dag der var lidt i zen tegn. Spiste morgenmad og tullede hen til den næste strand, bare for at røre sig. Læse og sove lidt i skyggen:-) Tullede tilbage til guesthouse og var så meget i egne tanker, at jeg blev vildt skræmt af en hønemor med kyllinger, der havde stået på lur bag en skraldespand, og sprang frem med et kæmpe Bøøh… Eller måske sagde den bare som en høne:-)
Kunne ikke helt lure om jeg havde bestilt mad til 
Mit værelse nåede oven i købet at blive gjort rent hele 2 gange inden jeg checkede ud (og efterlod det til rengøring en 3.gang – undlad venligst at konkludere, at jeg er et kæmpe svin, de er bare grundige:-) Det skal dog nævnes at første gang var på min egen anmodning, fordi jeg bad dem om at afkalke bruseren. Jeg kan ikke helt lure om det er mit lod i livet at rende ind i samtlige tilkalkede hotelbrusere i verden, eller om alle gør det, og man til kemilektioner burde tilføje at mange stjerner på dørmåtten rent faktisk ikke fjerner kalk i vandet!