10+11/11Alt er som det skal være. Jeg er temmelig træt og har en smule tømmermænd. Fuldstændigt som da jeg tog til Taipei for 20 år siden..
Så træt, at det lykkedes mig at glemme mit bælte i security. Da jeg 45 min. (I sidste øjeblik) opdagede det, løb tilbage og spurgte en lettere over-makeup’et security dame om hjælp, vender hun sig om til dem der sidder og checker, peger på mig og siger ” kan i huske den der?” En træt Fie kan godt komme til at tænke at en dame, der kalder hende for “den” er en dum gås. Til alt held for mig og min respekt for CPH overtager en fyr og finder mit bælte frem uden at gå yderligere ind i debatten om hvorvidt jeg er kendt eller ej.
Tilbage til fly og afgang mod Frankfurt, hvor jeg i den lille bitte lufthavn støder ind i de første 2 jci’ere som jeg kender i forvejen. Vi følges ad til Taipei, hvor dagen først lige er ved at starte da vi ankommer. Jeg har booket en B&B ved sun moon lake, så jeg ved hvor jeg skal hen – bare ikke helt hvordan. Forventninger om tidligere tiders taipei bliver gjort til skamme. Det spiller bare. Bus til stationen, opmagasinering af kongressbagage, tog til tai-jung (40 min), bus til sun moon lake, transport til hotel, låne\leje(vi får se) en cykel og inden klokken er 14 er jeg på vej ud i landskabet.
Ved et tempel får jeg konfirmeret at jeg stadig er næsten flydende på kinesisk. Kunne i hvert fald både sige at 1 flaske vand var nok, at jeg ikke ville ha’ is (vil ikke ha’ + pege) og at jeg rejser alene.
Det skal nok gå godt!
Og nu har jeg også fået spist ægte kinesisk gademad med så meget hvidløg at nabohotellet sikkert kan lugte mig. I love it!
12/11 En hel dag ved sun moon lake.
Ok- træerne vokser ikke ind i himlen. Kinesisk morgenmad er og bliver noget mærkeligt noget! Og engelskniveauet daler lidt om mandagen 🙂
Og de kort man har fået udleveret overlader en del til fantasien. Men derfor er naturen stadig fin… meget fin. Og stilheden var også dejlig , indtil jeg halvejs oppe af bjerget rendte ind i en gruppe på 50 Taipei’ere som ikke havde helt det samme forhold til stilhed. Nogle af dem var dog mægtigt søde og de sprang til for at sikre sig, at jeg da ikke kommer hjem med billeder uden mig selv på:-)
Jeg har til aften kastet mig ud i en hot pot, og der slubres højlydt ved siden af mig! Måske jeg bare skulle stemme i….
13/11 Sun moon lake-> Hualien
En kerne – Et kongerige for en kerne…blødt brød og hvide ris lever stadig i bedste velgående. Taiwan dyrker heldigvis verdens bedste ris så jeg klarer den nok i nogle dage.
Er nu blevet kaldt stor-næse indtil flere gange på turen – godt nok på kinesisk, men JA jeg forstår det altså godt! (heldigvis ved jeg også at det er generel slang for hvide mennesker – ellers var jeg nok blevet lidt fornærmet…)
Kom forresten forbi templet for God of Matchmaking og tænkte at han lige kunne fikse en sød fyr til mig, men man skulle åbenbart have sin egen kæreste med. Jeg synes måske, at hans titel er lidt let købt så…
Min ellers grundige planlægning havde overset/undervurderet en bjergkæde, så dagen går med lidt uforudset transport:-)
14/11 Hualien-> taroko gorge ->Hualien -> wulai…
Er nu en fibersprængning i læggen rigere 🙂 …det var noget med at dreje rundt og sætte i sprint efter en bus. Hvis smerte bare er dårligdomme, der forlader kroppen, er der rimeligt meget dårligdom i min nærhed!
Taroko gorge er stadig helt og absolut fantastisk. Og uden ødelagt lægmuskel havde jeg nok synes det var superfedt at vandre rundt.
Lejede igår en velfungerende cykel for 20 kr. – og betalte idag 60 kr. for at få opbevaret bagage i 5 timer. Umiddelbart lidt propotionsforvredet, men den sidste pris er fordi, de i en ellers glimrende instruktion havde skrevet ” insert your money within 30 sec or you loose them” og undladt at skrive “pay 50 NT$ now and the rest at pickup”. Så i 3 forsøg troede jeg bare at jeg løb tør for tid og at skabet ville springe op efter 3 timer, hvis jeg ikke startede forfra og nåede at betale lidt mere.. ja-ja jeg var lidt stresset- skulle nå en bus…
Den kinesiske logik, som ikke altid er for hvide menneske, er ved at dukke op for mig igen… F.eks. tog det mig igår ca. en halv time at lure hvordan jeg kom fra bagsiden til forsiden af Hualien station. Banen deler byen og den vej der går over ligger meget langt fra stationen. Men man kan kun komme ned under ( til sporene) hvis man har en billet…. og eftersom jeg ikke skulle med toget, havde jeg jo ikke nogen billet. Efter at have vadet frem og tilbage og afsøgt alle muligheder, var der en der forbarmede sig over mig og afslørede, at jeg skulle købe en PLATFORMSbillet til 1 kr… var der gået 2 min. mere var jeg nok endt i en taxa de 2 km udenom.
Selvom det på ingen måde er højsæson kan de proppe så mange mennesker ind i en turistbus at en chaffør i 5A ville blive misundelig…. Jeg var den sidste, der kom med, så jeg skal ikke klage ( mit næseaftryk sidder nok på døren endnu).
Jeg har nu haltet mig gennem det kvarte taiwan, og er blevet tilbudt alt fra kørestol til lægebesøg af hjælpsomme taiwanesere. Er til slut checket ind på et top fancy værelse med 2 egne hotspring badekar…. så lægger jeg kadaveret i blød. PS. Smasken aftager ikke med prisen på restauranten.
Kan det anbefales – Yes! Hvis man er til skiferie, idrætshøjskole og anden aktiv ferie, er en uges surf camp fantastisk. Man får solskin, frisk luft, kulturoplevelse og ømme muskler i én pakke.
Maden: Klassisk Marokkansk, lidt ensformigt i længden. Masser af baguette! Efter alt at dømme er hygiejnen i køkkenet hos Mamma helt i orden.
Disclaimer: Hvis det på nogen måde virker som jeg gør grin med Marokkanerne, er det ikke min hensigt. Folkene i og omkring Cli Surf Camp er super søde, hjælpsomme, cool, service minded etc. Der er bare nogle mindre kultur clashes som har tendens til at være lidt pudsige.
21/11 Departure:
En stille morgen med Mads&Monopolet og en noget ustruktureret pakning. Er ret begejstret over at skulle forlade det lovede snevejr og erstatte det med sol og strand. Afsted til lufthavnen – ferien er i gang! Og den starter gevaldigt. Security-køen er længere end jeg har set den før. Da jeg endelig er 2 m fra båndet, er der en gut bag mig der tager fat i en security mand og siger ”Har du set den taske der står alene lidt nede i køen” KKK – Yep, det er nogenlunde den sikreste måde at misse sit fly på. Til alt held var bagagen væk da der blev set efter, og vi kunne komme videre. De gode oplevelser bliver ved. Vi er ved at boarde flyet og er nede i chuten, da en stewardesse kommer imod os og nævner at der er tekniske problemer som ikke kan løses, og vi skal tilbage til gaten. Uden at være overdreven drama queen, slår det mig at afgangen bliver aflyst, at jeg får et fly til some-where-in-area og vil ankomme i surf camp om ca .2 dage. Norweigian udfordrer min manglende tillid og annoncerer at de har skaffet lignende fly – forventet boarding +1 time
Det er nu +3,5 time i det nye fly – stadig på jorden pga. nogle efter sigende harmløse tekniske problemer, som giver lidt papir arbejde…og et lille problem med en passager, der er blevet væk 😉 Men hey – min bikini er pakket og på en eller anden måde er jeg på vej! Og passageren foran mig stinker kun af sved, når han bevæger sig.
22/11 – Great place, it’s damn hard!
Vi (undertegnede og 5 andre danskere) ankom til Cli Surf Camp ret sent. Vi havde alle bestået udfyld-en-entry-form-du-ikke-forstår-testen i lufthavnen, og var derfor top rutinerede, da vi fik samme stykke papir stukket i hånden ved in-check. Vi kunne more os lidt over at marokkanske ejer kaldte sig Larsen?? Selvom det var sent, fik vi lige 3 retter mad og røg så på hovedet i seng
Vågnede til en dejlig solskinsdag. Morgenmaden oversteg min forventninger (som indrømmet var temmelig lave) og jeg må jo nok erkende, at det ikke er deres skyld at baguette og Den leende ko minder mig om højdesyge i Atlasbjergene. Surf camp’en er meget hostel/højskole agtig. Rent og pænt, men med de sædvanlige problemer såsom, hvor er toiletpapiret?, hvorfor trække toilettet ikke ud?, dørene knirker osv. J
Der er en meget lækker tagterrasse. Som så lige har fået vinduer og tag for 2 dage siden. Udsigten er stadig forrygende, men en dansker, som er taget på solskinsferie, har lidt svært ved at acceptere at hun ikke kan sidde i solen. Jeg er ikke overbevist om at Larsen, som går rundt i dynejakke og hue, forstår problemet. Efter sigende er en ny tagterrasse på vej…
Afsted til stranden – super instruktører – fangede nogle gode bølger – fik aldrig løftet røven op fra brættet…. Men det var dæleme sjovt, og en super strand for begyndere.
Lige nu nyder jeg solnedgangen over havet fra tagterrassen-med-tag, mens jeg fantaserer lidt over dejligt det ville være med en fadøl. #drytown.
23/11 – Paradise Valley – Mine arme er færdige.
Det blæste ret meget i morges, så det kunne ikke anbefales at surfe – jeg tænker, at det måske havde lidt med vore not-so-pro niveau at gøre. I stedet skal vi til Paradise Valley. Beskeden er ”vi kører derhen, vi svømmer lidt og slapper af – det bliver godt. Vi skal bare liiige købe et par ting, og så er vi kørt” 2 timer senere….(jeg har fundet et sted at side i solen ved siden af en mand på 101 år og 7 katte, så jeg er egentlig rimeligt afslappet). Vi kører mod Paradise og Valley og laver et stop ved en arganolie-biks, hvor de lokale kan sidde og drikke Moroccan Whisky (Mynte-te) mens vi bliver begavet med viden om arganoliens fortræffeligheder. Vi kører lidt videre, og da de er ved at køre ind til en keramikforretning, lykkes det os desperat at sige ”no-no-no”, så de kører videre.
Vi ankommer til Paradise Valley, og skal så lige gå en halv times tid før vi ankommer til en super flot sø med masser af udspringsmuligheder. Noget tyder på at højden på udspringet har lidt at gøre med testosteronniveauet. Turister lægger sig i solen – de lokale sætter sig i skyggen.
Efter 2 timers afslapning bliver det alligevel for meget, og to af os hopper på en gruppe med 4 andre, som vil længere op i dalen til en anden lille sø. ”Det er en ti-minutters gåtur”, bliver der sagt. 20 min senere, efter lidt klatren, kommer vi frem til en lille sø 15 m under os. Nogle af os indrømmerat vi ikke har lyst til at tage springet; den portugisiske fyr undskyldte det med, at vandet så koldt ud; en englænder ville ikke springe, men påstod at han havde sprunget for to år siden og ”trust me – it’s deep”. Den sidste fyr løb, sprang i, kom op til overfladen, rejste sig op.. og stod i vand til livet. Til alt held havde han bukket benene i stedet for at hoppe strakt ned. Mr. Trust-me-it’s-deep (som nok stadig er i live, fordi hans ven stadig er så adrenalinhøj over sit spring og overlevelse, at han ikke har slået ham ihjel endnu) foreslår at vi går tilbage en anden vej ..”it’s not that hard”. 45 min senere er vi retur efter lidt mere klatring og spring end jeg umiddelbart kan udføre yndefuldt. Mine arme er nu brugte af både surfing OG klatring.
Note: De laver en mean avocado shake i Banana Village. Et sted som Jimmy Hendrix ifølge Larsen har besøgt i gamle dage.
24+25/11 Mostly surfing – sort of..
Vi havde en super dag på stranden i går, og jeg fik endelig begge fødder på boardet. I et mikro-sekund….
Om eftermiddagen splittede vi banden op. Drengene belv kørt til Agadir for at skaffe alkohol, og kvinderne tog en fantastisk solnedgangstur langs stranden til nabobyen Targazhout. Wow – det er en rigtig by med butikker, restauranter, og massagetilbud. Var ret fristet af massage-muligheden indtil en lidt mærkelig mand med et smil siger ”I do massage”. Vi tog en kop kaffe og en gang chokoladepandekager i stedet.
Vi besluttede at tage en taxa hjem, og finder taxa-holdepladsen. Der holder 10 gamle biler med taxi skilt, men umiddelbart er der ingen der reagerer på at vi står og flagrer. Pludselig vågner de og så forhandler vi med 8 mand på en gang. Det er ikke klart, om det er chaufører, chefer eller andre interessenter, men vi ender da på 40 DHR (30 kr)., hvilket er halvdelen af første-prisen men sikkert stadig et rip-off. Efter prisen er fastlagt er der kun en lille smule forvirring, før det også er klart hvem der så skal køre. Alle er glade!
Vi nåede hjem til Mammas mad og det nyindkøbte alkohol. Der var drinks og guitar på tagterrassen (den med taget). Og så lige en besked om at morgenmaden er allerede kl. 7 i morgen…
Efter at vi havde undret os over hvor meget 2 kvinders tøj lige kan lugte af sure sokker, går det op for os at det nok er den ikke kastrerede hankat, der har pisset på værelset. Vi hentede en konsulent (en katteejer) ind for at sniffe sig frem til gerningsstedet. Mit håndklæde bliver nu vasket J
I dag var vi klar til morgenmad kl. 7. Den blev serveret kl. 7:30. Og kl. 8:30 sad vi i bilen, klar til at køre en god tur ned ad kysten. – Vi kalder det effektivt! Endte i en lille surf town, og fik surfet lidt, men tidevandet var imod os, så vi ventede lidt -3 timer- i solen..helt afslappet. Jeg gætter på, at det er sådan det er at være surfer.
På vej hjem stoppede vi ved et ørkenlignende landskab, hvor vi kunne sand boarde lidt. Der var helt vildt smukt, og meget meget fredfyldt. Sådan et sted hvor selv en ekstrovert kunne sidde og stirre ud i luften.
Nu – nyder en øl til solnedgangen, mens vi venter på Mammas mad #happydays
26+27/11 Slow surf
Er ved at blive vant til det der surfer liv. Man kører rundt om morgenen for at finde de gode bølger, og ender med at acceptere, at det ikke bliver en forrygende surf dag. Vi stoppede ved The Beach – det var i hvert fald beskeden da vi spurgte hvad stranden hed…. Surfede lidt, spiste frokost og ventede på tidevand. Stressfaktoren må siges at være lav.
En co-surfer blev bidt/stukket af en fisk. For at checke op på risikoen ved dyrelivet i havet, spørger vi Larsen om der er noget at være bange for. Han trækker hende lidt bagud på stranden, hvor hun står og flagrer lidt mens han går rundt og leder….efter….??….. Et godt sted med varmt, tørt sand. Han begraver hendes fod og forklarer at fisken rent faktisk er ”good for the bones”, man skal bare glemme smerten! ½ time i varmt sand skulle hjælpe. Og det gjorde det vist.
I den sene eftermiddag røg vi på markedet i Agadir. Ud over lidt fransk nougat med hørfrø – det må være super sundt – undgik vi at købe noget. På trods af at det meste var special price for me/Denmark/Europe etc. Hvad der derefter skete er lidt uklart. I hvert fald stod hele banden pludselig i en Rip Curl butik, og den store fornøjelse ved at rejse i grupper er jo at få lov at vente på at alle har fået prøvet alt i butikken. Jeg ved ikke helt hvorfor vi ikke splittede os op, når vi nu havde to biler. Det kan tænkes at min hjerne er så langt nede i surf gear, at der ikke rigtig sker noget fornuftigt. Men der var heller ikke så meget vi skulle nå…
Fredag – Vi (Larsens folk) fandt et fantastisk surf spot, efter at vi var forbi en del steder med fladt vand. Gode bølger og en alletiders chance for at få, hvad der føltes som udvidet centrifugeprogram i vaskemaskinen. Surfere og surf boards fløj i alle retninger, men det lykkedes en gang imellem at få en lang tur. For så at kæmpe sig ud på roligt vand igen. Jeg øjner en god forretning for dem der udvikler et ski-lift system for surfere! Er stadig ikke forrygende til at holde fødderne på boardet i mere end et sekund, men er til gengæld blevet pænt god til ”the turtle” og paddle, paddle paddle.
Efter næsten uge i camp, endte det som en kollektiv beslutning at tage i byen i Agadir. Røg på en restaurant med en tjener på stoffer, fortsatte til The English Pub og endte på The Factory. God fest på pubben, med et modsat billede end DK – Fyrene gav den gas og dansede overalt, mens pigerne sad på deres flade. Undrer mig i stadig over hvordan de er poppet op af jorden, for i gadebilledet ser vi kun de meget tildækkede kvinder, og her blev der ikke lagt skjul på noget. Når man så går videre til The Factory, ved man godt, at man kommer 10 min for tidligt når mængden af ludere og lady boys er alt for tydelig. Rushet fra den lukkede pub kom og udvandede billede lidt, men dog stadig et kulturstudie. Fik fat i to taxaer –gamle Mercedes slæder – uden overhovedet at fatte, at tanken faktisk var, at vi skulle have klemt alle 6 mand ind i én vogn.
28/11 – Going home
Kunne lige klemme en tur mere i vaskemaskinen ind, så det skulle vi da ha’. Måtte til sidst kapitulere da mine arme var så trætte, at de ikke engang var i stand til at klø mig på næsen.
Der var ikke et nyt hold på vej til surf campen, så der var ingen stress med udcheckning – det ordnede vi bare da vi kom hjem fra stranden. Turens uden sammenligning største stressfaktor er faktisk at prøve at gennemskue hvad vi skal/bør/vil lægge i drikkepenge. Efter at være serviceret af surf-trænere, Mamma, Larsen etc. og transporteret af Rachid i et væk skal der lidt i konvolutten.
Og så var der ellers farvel-krammere til hele huset, før Rachid kørte os den sidste tur til lufthaven.
Farvel til Marokko – stedet hvor:
Ingen rigtig bryder sig om dyr, men der er katte og hunde overalt. – Og på mystisk vis får de mad nok.
Det er helt uforståeligt at sort kaffe er uden mælk og uden sukker.
Man føler sig helt utroligt tryg. Ingen skrupler over at forlade penge og mobil på stranden eller i et ulåst værelse.
Kontanter virker noget bedre end kreditkort. Kreditkort er faktisk ret ubrugeligt.
Mængden af toiletpapir, som hvide mennesker kan bruge, åbenbart er helt ufatteligt. – Det manglede i hvert fald ofte.
Der er pænt tørt – både ift. alkohol og regn.
Kaffesælgeren ringer til surf-instruktørerne om morgenen for at høre hvilken strand han skal til den dag. – Jeg undrede mig lidt blondineagtigt over at alle kaffesælgerne lignede hinanden, indtil jeg fik forklaringen.
Man efter en uge ikke har set noget menneske skynde sig på nogen måde.
Så er der igen tid til lidt dagbog. Er draget afsted til Jordan med tre formål: Dyk, slap af, bliv lækker nøddebrun. Det sidste bliver nok en kulør med inspiration af kogt hummer, men det er da et forsøg værd. Mit hjemmearbejde ift. rejsen har været ret begrænset, men jeg havde da en voucher hvor der stod at jeg ville blive hentet i lufthavnen 😃
Første stræk til Istanbul var fantastisk, og jeg havde ganske spændende sidekammerater. En salgschef fra ALK-Abello, som jeg havde en interessant dialog om høfeber og høfebermedicins lyksaligheder med, og en sød, lille, ældre tyrkisk dame, som jeg blev lidt bekymret for da hun ved take-off begyndte at vugge frem og tilbage og mumle, men det var vist bare lidt stille bøn. 2. stræk var lidt mere udfordrende. Ruten til Aqabar med afgang kl.00.25 er åbenbart et stort hit blandt børnefamilier, og selvom jeg ikke har børn vil jeg vove det postulat at det ikke er mellem 12 og 2 om natten at små børn er mest modtagelige for ”nej – du behøver ikke vræle nu”,”du skal ikke drøne rundt” du skal ikke sparke i sædet foran”, ”du behøver ikke at forsøge at ramme det høje C igen og igen” osv…Note til mig selv: husk nu for f.. at få de ørepropper med ind i flyet! – Det er for åndssvagt at springe trommehinderne allerede inden du er begyndt at dykke.
Ankom vel til ”resort” (17 værelser og en pool) kl. 4 og en meget afslappet ejer, der får point for at prioritere søvn højere end rigid check-in.
Jeg er pt den eneste på resortet. Jordan lider vist rigtigt meget under at turisterne bliver væk (tryk på ”bliver” – ikke på ”væk”), hvilket jeg efter 13 timer og 2 dyk kan sige er en skam. De er super søde og der er fantastisk under vandet. Og så må jeg jo leve med at jeg ikke får love at bidrage så meget, når det gælder om at slæbe dykkergrej. Forklaringen varierer lidt mellem ”no no – you are a woman” og ”no no- you are here to relax” 😃 Skal vist lige have luret hvordan det er med de drikkepenge…..
Dag 2-3
Da hun spurgte om jeg skulle have hvidløg i maden, skulle jeg nok have sagt nej.. Tror at det er lettere at tælle hele hvidløg end fed, og jeg håber bare at regulatoren ikke dør i munden på mig! Men det smagte glimrende.
Jordanernes engelskundskaber kombineret med en ligefrem måde at kommunikere på, gør at jeg tager en del fornærmelser med et smil. ” I saw you diving, you look very tired on the beach” (Jeg følte mig i topform) “you look like you drink a lot” (Jeg følte mig i topform, og var pinligt ædru… Det var vist nok en generel skandinavisk observation)
1. dag med dyk var på min næsten helt egen meget store dykkerbåd. Der var også 2 tyske studerende og en, i mine øjne, lidt creepy jordaner de couch surfede hos. Resten af de 40 pladser var tomme. Fik hilst på ål, søhest, muræner og en masse andre ting. Min dykkerinstruktør er meget fascineret af små bitte dyr, som der selvfølgelig også er flere point for at finde, og jeg prøver at dele hans begejstring, men det er på en eller anden måde ikke så overvældende som de helt store fisk…
Igen en dag med udsøgt – ja faktisk overvældende service . Altså bortset fra at de hentede mig 3 kvarter for sent. ”Resort”-ejeren ringede til dem efter et kvarter og forklarede at de havde glemt mig. Men på en eller anden måde virker det lidt ondsvagt at rigge en hel dykkerbåd til, og så glemme den eneste betalende passager!
Dag 4.
Vi prøvede igen med afgang kl. 9:30…. men bilen brød (til min ikke så store overraskelse ) sammen på vejen ud, så denne gang måtte stakkels resort-ejer, som bare er hjælpsom og tager telefonen, meddele at han havde bestilt en taxa til mig i stedet. Godt at man er sådan et tålmodigt menneske 😉
Fredag er jo den store fridag, så der var væsentligt mere gang i dykker/snorkle/glasbundsbåde-havnen, og vi var da 10 dykkere ombord denne gang. Det var også et helt forrygende dyk… Kongen af Jordan var åbenbart Dive Master og fik placeret The wreck of Cedar Pride (kan googles) så det kunne blive til let tilgængelig vrag for dykkere.
En aftentur på stranden viser tydeligt at jordanere ikke er så mærkbart forskellige fra danskere. Der er måske lidt mere beklædning og vandpipe og lidt mindre alkohol, men selvom det blæser helt åndssvagt og det kun lige er varmt nok til at hænge ud, er stranden stuvende fuld, og der dufter er BBQ overalt.
Er endt i lidt af et likviditetsproblem. Jeg har egentlig masser af kontanter, men ATM-maskinen var så venlig at spytte store sedler ud. Alt over 5 JD =50 kr er anset for irriterende/umuligt at håndtere og jeg render rundt med 20’ere og 50’ere, så jeg er pænt hjælpeløs og er i håbløs gæld til husets taxa chauffør. Jeg sender en rar tanke til Mobile Pay og Dankortet….
Aftalen i morgen går på kl. 9:30 😎
Dag 5.
Halleluja – taxaen var klar før tid, så der var rent faktisk afgang kl. 9:30!
Min søde og servicemindede dykkerinstruktør serverede en kop kaffe for mig og siger ”du siger bare til, hvis du skal have mere sukker i”. Jeg tager en tår af noget der minder om kaffesirup og tænker ”njaaah – måske 8 gange så meget kaffe ville balancere den” mens jeg smiler og siger at den er helt fin. Det kan godt være at DK sætter rekorder i slikspisning, men mængden af sukker jordanere kan snige ned i varme drikke er nu også ret imponerende.
I øvrigt en begivenhedsrig dag. Havbunden bød på den ondest udseende ottearmede blæksprutte og jeg var ved at placere fingeren i en stonefish, fordi jeg liiige var nødt til at støde af på havbunden ( ja-ja – min opdrift kan stadig fejle en gang imellem). Den valgte heldigvis at flytte sig før vi blev uvenner.
Vovede mig ind i Aqabar by og første stop var køb af busbillet til Petra, men det var ikke så ligetil…. Efter at jeg havde ytret mit ønske til første skrankemand, vendte han sig og talte med anden skrankemand, som sendte den videre til 3. skrankemand alt imens jeg kigger lidt forundret på spillet (og det er altså ikke fordi jeg var gået ind i en biograf e.l. Jeg var på en busstation) Efter lidt tid bliver jeg sendt ind på chefens kontor, og føler på en eller anden måde at jeg har gjort noget galt. Chefen ryger smøger og taler i telefon og jeg venter… Indtil han lægger på og pænt siger, at jeg skal ringe i morgen, for at finde ud af om bussen kører i overmorgen. Jeg er åbenbart den eneste, der har vist interesse for den rute på mandag.
Og så forsøgte en tandløs mand ivrigt at smede mig sammen med en nøddepusher. Mit køb af 200 g. cashewnødder var åbenbart ren romantik i hans øjne 😃
Dag 6
Godt nok var det med taxaen om morgenen kommet i system, men det var bådafgangen ikke. Vi skulle liiige vente lidt på en større tyrkisk gruppe. De ankom så 2 timer for sent og de havde vist også overvurderet deres dykkerkompetencer lidt, for da vi endelig kom i vandet gik det meste af dykket ud på, at de enten skulle skovles op fra havbunden eller hives ned fra vandoverfladen. Lettere kaotisk – og det var så der tålmodige ferieafslappede Fie forsvandt et sted mellem korallerne og op af vandet kom en sydende og spruttende version, der på et ikke så forfinet sprog fik gjort det klart for überbossen, at det ikke var i orden. På mit andet og sidste dyk turde han så ikke gøre andet end at sende mig sted med egen instruktør og uden tyrkere 😃 Og da jeg efter 3 dage ombord med samme frokost, havde indikeret at det også ville være ok, hvis de varierede måltidet lidt, lykkedes det også at få en ny version (dog over samme tema) – Stor lykke!
Det lykkedes aldrig at få den busbillet til Petra, men til gengæld fik jeg et taxa tilbud, der var for godt til at afslå.
Dag 7
Jeg har nu lært at mit resort ikke er et resort men omtales som ”the village” Morgenmaden i The Village er ikke imponerende – Et spejlæg, tre stykker kødpølse (af uvist hvilken oprindelse, eftersom jeg antager at det ikke er svin), 3 stykker agurk, 3 stykker tomat, en lille lurpak, der er harsknet og en abrikosmarmelade. Det hele anrettet pænt i en cirkel rundet om ægget….Variationen kommer så når de har glemt at købe æg, så får man en pænt anrettet tallerken med en let iøjnefaldende bar plet midt på.
Af sted til Petra. Min taxa chauffør Nadar ankom i ny lækker taxa og var tydeligt instrueret i at passe godt på mig, så jeg fik pænt stukket 1½ l vand i hånden inden jeg vandrede ind i området. De har fattet noget med ambassadørkoncepter og turisme. Entrepris for turister-. 500 kr. Entrepris for turister der ikke lægger andre penge i landet (ikke har en overnatning): 900 kr. Entrepris for Jordanere 10 kr! Stedet er alle pengene værd og der er det sædvanlige opbud af heste, æsler og kameler til transport, og man kan blive hustlet på alverdens tænkelige måder. Kamelerne sælges bl.a. som ”Taxi…Ferrrari..Aircondition”. – Jeg elsker de dyr, men har ikke noget behov for at blive transporteret i 2 m højde. Må nok i øvrigt erkende, at jeg godt kunne bande tækkeligheden langt væk, når man pænt vader rundt i stegende hede i lange bukser mens alle mændende render rundt i shorts.
En helt fantastisk tur og en storslået natur – på den lidt tørre måde!
Har lidt fulgt debatten om fotofælder hjemme. Kan kun sige det Jordanske alternativ til hasitighedsregulering er de ondeste ondeste fartbump, som kan tage livet af enhver sart undervogn.
En stille og rolig aften i Aqabar med ca. 10.000 ”hi-how are you? – Welcome” og ”Taxi?” …Næh tak – jeg holder fast i Nadar, som åbenbart arbejder lige gyldigt hvornår man ringer efter ham.
Dag 8
Helt fri og uden planer. Ender med at med at betale for rigtig resort adgang og spenderede sidste dag på den hårde måde – Under en parasol ved vandet. The Village ejeren får igen lidt credit for at have et afslappet forhold til udcheckningstidspunkt. Det blev kl. 18….
Aqabars flyplan må være lagt af en sadist, der sidder et eller andet sted og gnækker når de trætte mennesker dukker op i lufthavnen. Flyafgangen er kl. 3:55! Min transport var forhåndsarrangeret til kl.1:00, men når man tager i betragtning, at der er 10 min. til lufthavnen, at der er en meget meget lille lufthavn og at der kun er den ene afgang den aften, er det måske lidt overdrevet at dukke op 2t og 45 min før. I CPH plejer jeg med lidt stress at kunne klare det på 55 min, og der er trods alt væsentligt flere risikofaktorer.
Fielings.dk samler mine rejseberetninger. Jeg elsker at rejse, og jeg rejser ofte alene. Det giver tid til at reflektere lidt mere over de pudsigheder/ kultursammenstød jeg render ind i.
I det daglige er jeg den strukturerede og resultatorienterede leder. Når jeg jeg rejser, har jeg det fint med at det eneste mål, jeg skal nå, er flyet hjem. Det afslappede forhold til planlægning giver nogle udfordringer, men også nogle oplevelser jeg hverken kunne have planlagt eller betalt mig fra. Jeg foretrækker at sidde på en cafe og suge livet og kulturen ind, fremfor at knokle rundt efter must see seværdigheder.
Jeg indrømmer, at bloggen er mest for min egen skyld, men hvis nogen skulle få et godt grin eller noget brugbar viden, er det helt ok med mig.
Er røget afsted med den sædvanlige mængde research (meget, meget lidt), og i flyet tog jeg mig selv i at tænke, at jeg måske skulle have overvejet om Oman stadig var et genialt valg, når jeg lige rykkede ferien en måned frem. Det bliver varmt!
Jeg nåede også at stå af flyet og tænke, at dagbogen hang i en tynd tråd, fordi der intet spændende var sket på turen…. “Gad vide om jeg simpelt hen bare har mistet observationsevnen…”. Men så gik jeg lige 100 m mere og kom ind i ankomsthallen. Og her er de jo så. Først de sure kvinder, der sælger visum, og har en attitude, som om de er på strafarbejde. Og så de arabiske mænd i i kjortler der er så hvide, at jeg tænker at de må have tre liggende i reserve i tilfælde af at de kommer til at lave noget, eller får serveret spaghetti bolognese i kantinen. Begge dele er vist ret usandsynlige…. Men de er søde og smilende og utroligt velplejede, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om det der knivskarpe sheik-look er sexet eller fimset. Den smilende kjortel-mand i paskontrollen kigger på mit pas og kigger på mig …og på mit pas…og på mig… han smiler stadig, og jeg står og overvejer om det er dybt upassende at smile tilbage…. Det bliver sådan lidt halvt. Så bliver der kaldt endnu en velplejet, smilende fyr over som kigger mig længe i øjnene og på mit pas og på mig..og på mit pas… Kørekortet må på banen, og det billede er jo ikke ligefrem nyere, så sættet ryger over til 3.mand som kigger og smiler… og nu kan jeg simpelt hen ikke lade være med at smile (måske med snert af nervøst grin) og vinke 😉 Får et kæmpe smil tilbage…Og endelig beslutter de sig kollektivt for, at jeg godt kan gå for at være et match til mit pas. Jeg bliver sendt videre med et par smil. Jeg aner ikke hvad de synes var galt, men det er sgu meget godt gået at man føler sig let flirtet med, samtidigt med at man er mistænkt for at være terrorist.
Er checket ind på hotellet og trisset rundt i området vest for Muscat. Og den er god nok mht. sæsonen. Jeg er den eneste ikke-arbejdsmand, der har sat en fod udenfor aircon.. Og kan konkludere at der er et helt sindssygt antal “Spasalong for men” i byen….
Dagens horoskop i Muscat Daily: The love you feel for everyone today draws new people into your orbit. You are in love with all, even people you couldn’t stand yesterday 🙂
Havde booket et dyk om eftermiddagen på den anden side af byen. Og med endnu manglende forståelse for afstandene begyndte jeg at trisse derudaf fra morgenstunden. Endte på et glimrende oil&gas museum langt fra alt og derfra var det tid til en taxa. Først bitchede jeg lidt over prisen, fordi jeg troede jeg blev tørret for 5 km tur….og så bitchede chaufføren over prisen, da det gik op for ham at der var hele 20 km “too much road..” klynkede han. Dykket var glimrende ( og det dyreste til dato..). Det lykkedes mig at få nogle seriøse hudafskrabninger på foden. “Pas på der er glat” sagde de – “ja ja” sagde jeg og svattede .
19-20/10 Mallorca er right next door
Mit hotel er lidt taggy men er efter Muscatforhold ret rimeligt. Eneste anke er at aircon’en til morgenmaden larmer så meget, at havde det været en engelsk byggeplads, havde der været påbud om høreværn…
Til gengæld ligger vi et spytkast fra Grand Hyatt og har en deal om brug af deres pool&gym for sølle 80 kr. Så med en fod der afviser alle sko og mantraet “’cause I’m worth it” investerede jeg i en dag i luksus…kun for at konkludere at jeg lige så godt kan tage til Mallorca i juli (dog uden kampen om liggestole). Danskere og tyskere i poolen..incl. Den klassisk danske chartermand: ca. 65, ret brun og med guldkæde. Og charterdame: ca.65, blomstret badedragt og solhat.
Og alle lokale påklædningsregler har vi vel betalt for at slippe for…..Syntes dog alligevel at det var lidt mærkeligt at sidde og smøre måsen ind i solcreme lige foran en arabisk mand med poolens eneste indpakkede kone, så søgte tilflugt til den øvelse på badeværelset.
Fredag aften på stranden
20-21/10 På jagt efter en ged i ørkenen
Opgav den socialistiske tanke om offentlig transport, og har nu fået mig en bil. Oman’s mindste bil med en lillebitte motor, som er udstyret med automatgear, som er indreguleret af en fyr i en hashtåge. Tænker jeg – der er intet, der skifter rettidigt.
Nogen vil nok mene, at det er rimeligt dumt at tage i souq fredag kl. 11:50, og havde jeg tænkt over, hvilken dag det var, havde jeg nok gjort det anderledes… men egentlig var det perfekt. 10 min til at mærke stemningen, og derefter var alt lukket helt ned og jeg kunne trisse rundt og nyde roen. Jeg havde jo alligevel ikke tænkt mig at købe noget
Stormoske’en – Et Besøg værd
Lørdag forlod jeg Beach Bay hotel og ville lige et smut forbi Stormoskeen. Dresscode politiet var på mærkerne og selv den mindste snert af ankel, gav en afvisning, hvorfor mange kvinder måtte gå rundt med gevaldig hængerøv. Jeg kunne heldigvis trylle mine bedste pyjamas bukser frem. Hvorfor h. har allah/gud/whoever skabt os med ankler, albuer og bryster, hvis det skal opfattes som kriminelt bare at antyde at de eksisterer.
Sink hole – På vej til Wadi ShabWadi Shab – første vandhul
Herefter lidt pitstop i et sinkhole og en kløft (wadi) for til slut at “drøne” mod ørkenen.
That desert feeling“Michala” på arabisk – har jeg fået at vide 🙂Bedhuin landlord
Jeg elsker ørkenen! Kl. 17 kørte ørken-Camp-ejer- beduin Abdullah mig ud for at se solnedgang. Og så var der en stille time med meditativ stemning.
På returvejen skulle han lige hjælpe en kamel med at føde. Jeg har slugt en del kameler i mit liv, og nu har jeg så også set en blive født..Ihærdigheden for sådan en unge ift. at rejse sig op på ca. 1m lange ben inden for time kan kun gi’ respekt. Ligeledes gi’r det også lidt respekt, at hans kjortel stadig var helt ren efter fødselshjælpen. Hvad dælen er de lavet af??
14 timer gammelNyfødt
Det er åbenbart store fødedag, for Abdullah manglede en højgravid ged, og han var ganske overbevist om den nok havde født og lå et sted i ørkenen med kid som ikke kunne gå. Så jeg fik lov at køre med ud i mørket og lede efter en ged i ørkenen – ikke en situation jeg havde oddset på at skulle være en del af.
Vi fandt ikke geden.. ..
Har et fint beduintelt, men sengen er flyttet ud under stjernerne✨✨
23/10 Fra ørken til beach camp til turtles
I en rus a spontanitet havde jeg tænkt ” nææh – der er en ø på kortet. Den skal jeg da ud på..” Forlod ørkenen og kørte 342 km til færgelejet..Har stadig ikke fået helt styr på kort versus virkelige distancer 😉 Heldigvis gennem fantastisk landskab og gode veje. Kun udfordret af at deres skiltning ikke altid er helt klar, for en med dansk kørekort. Fx er rækkefølgen ved vejarbejde “80 km” skilt (ok – den fanger jeg) – > “slow down” skilt (slow down til hvad?? – kan ikke se at nogle af de andre sætter hastigheden ned) -> og vupti .. Efter x km kommer der lige sådan et 30 km/t bump, som godt nok har nogle slidte gule streger meeeen.. Jeg har en mistanke om at de kun har lært at lave en type bump i skolen. Det er den samme type på landevej og i byen..Den virkelig nasty type!
Til gengæld er der to typer færger til øen Mashira. Den med planlagte afgange, som man kan reservere på forhånd (naturligvis ikke på nettet eller på tlf. – det havde været for nemt) og den, der er en virkelig gammel pram, er 3 gange så lang tid om det og sejler når den er fyldt. Gæt hvilken en jeg havnede på 🙂
Var lidt spændt på om min lille bitte bil rent faktisk kunne køre frem til min bookede beach camp, men havde set at den lå 2,7 km fra hovedvejen, så om ikke andet kunne jeg vel gå det sidste stykke. Både jeg og bil kom frem i mørket. Til en helt øde camp, bortset fra personalet, nogle katte og et par kameler. Kitesurfing sæsonen er åbenbart maj-september.. Jeg er ved at tro, at jeg har et helt særligt talent for at ramme off-season.
Stod op til sandstrand og flamingoer og fine farvede hytter i Mashira Beach Camp. Personalet viste ikke synderlig interesse i at lave frokost og aftensmad til mig, og udpegede snedigt seværdigheder rundt på øen, så jeg kom fobi den eneste by, hvor man kan få mad “it’s better you eat there..” 🙂
Og så lykkedes det mig at køre fast i sandet. Spottede et lille bjerg, der så ud til at kunne vandres op på, og vejen derhen så også god fast ud. Altså lige bortset fra de 2 m med blød sand, jeg ikke havde set før jeg sad i det. 4 flinke lokale fyre stoppede og fik mig fri og spurgte flere gange hvad jeg dog lavede der i sådan en lille bil. Jeg kiggede ned i jorden som et uvornt barn og lovede skamfuldt at jeg ville blive på vejen fra nu af. Så ikke noget bjergbestigning til mig..
Rejsende dromedar
Efter 2 nætter forlod jeg de kulørte hytter i Beach Camp og kørte til færgen. Den hurtige af dem denne gang. Satte mig op i salonen og så den ene helt tildækkede kvinde (kom til at tænke på Sorte Slyngel 😉 ) efter den anden komme ind. – Jeg må indrømme at jeg har det lidt svært med det. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig , at der er et hjerteligt, smilende væsen bag alt det sorte, selvom det nok er sådan det er.
Undrede mig over at der kun var kvinder og nogle få mænd med børn på færgen…Indtil det ½ time senere gik op for mig at der var en herresalon og en familiy salon. Mænd med børn må altså godt se på damer (sort stof) ?
Kørte frem til Ras Al Hadd for en overnatning og et besøg i Turtle nature reserve. Et besøg, hvor grupper af turister går rundt i mørke og forstyrrer havskildpadder i deres æglægning. Meningen er at man skal bevæge sig helt stille rundt uden lys og kun følge guiderne. Tydeligvis en meget svær besked. Jeg havde lidt lyst til at råbe “SHUT THE FUCK UP” og “hvilken del af “det er virkelig skidt for turtle, hvis du lyser den i øjnene” kunne du ikke forstå??” ca. under hele turen.
Når det så er er sagt, var det ret fantastisk at komme så tæt på de store dyr og et par klækkede babyer, og nu sidder jeg tilbage med fascinationen blandet med lidt skam over at have været en del af den aftens show. (Det påstås, at de har helt styr på hvilke hensyn der skal tages til padderne, men jeg er ikke helt overbevist)
Det er pt off-season for turtle nesting 😉
24/10 På jagt efter kaffe og en tur på Omani værtshus
Jeg er stor fan af arabisk kaffe, og jeg befinder mig i Arabien. Det burde være et fantastisk match. Alligevel har jeg aldrig fået så meget Nescafé Red i mit liv.
Så jeg satte mig for at opstøve en ordentlig kop kaffe☕️ Standsede ved et sted med havudsigt og et Coffeeshop skilt, og gik ind. En fyr fulgte mig fra porten og op til døren, og da han så ud til at være klar til at tage imod spørgsmål, sagde jeg “coffee?” Og han svarede ” no, sorry, sleeping”. Klokken var 10.45, jeg stod på en coffeeshop og manden, der kunne lave kaffe, sov.
Jeg tror, at en af grundene, til at jeg er vild med Oman, er at de ikke er overdrevent entreprenante. Men alligevel….
Kørte videre og fandt et lille skur, hvor der sad 7 mand og spillede et højrøstet og intenst spil Domino(tror jeg). Hele hytten osede af kardemomme, så jeg tænkte at det ikke kunne gå galt. Bad om kaffe og fik ….Nescafé Red Har nu lært at specificere min kaffe lidt bedre.
Og så til aftens udskejelser. Jeg havde spottet et skilt mod pub, så fødderne gik den vej. Blev ledt op ad en bagtrappe og åbnede en dør, der på ingen måde signalerede “Turist”. Bag døren var der en bar. Et røgfyldt lokale, et billardbord og ca. 25 Omani mænd. 0 kvinder. Tænkte at det blev lige mærkeligt nok, og lukkede døren igen. Men jeg var naturligvis blevet spottet. Barens ældste mand drønede efter mig, hev mig ind og bød på øl og smøger. Jeg kan ikke påstå at jeg følte mig overset derinde.
Hans ordforråd var nogenlunde begrænset til “Hello – how are you?” og “no money – no honey” (det sidste blev flettet ind i en længere håndtegnsforklaring, jeg ikke fattede en brik af)
Så jeg sad og smilede, og han sikrede hårdt at ingen andre mænd talte til mig.
Om han vitterligt troede, at jeg var til salg står hen i det uvisse, men det var sgu sjovt
Jeg stak af efter en enkelt øl.
26-27/10 Hjælpsomme Omanier og et værre gedemarked
For dælen de er gode mennesker de Omanier.
På grund af min let hærgede fod, fik jeg ikke det fulde udbytte af Wadi Shab kløften i første hug, så nu, efter en uge, returnerede jeg. Blev genkendt af bådejer ( man betaler 17kr for en 2 min tur til modsat bred) Hussein som iført en Mærsk Drilling t-shirt spørger til min fod. Pænt godt husket! Unge Hussein lader nogle andre passe butikken, og insisterer på at holde mig ved selskab på vejen. og han kan så opsnappe lidt pænt dansk undervejs – fx “for satan” og “fuck” når jeg er ved at ryge på røven på glatte sten.
Drog videre til Nizwa. Abdullah i ørkenen havde anbefalet animal souq fredag morgen, så det skulle prøves. Jeg tænker, at “et være gedemarked” kommer herfra Der var i hvert et mylder af mænd og brægende geder. Ifølge Abdullah – den bedste larm i verden.
Gik videre til grøntafdelingen. En hurtig konstatering, var at størstedelen af mændene var samlet omkring melonerne.
Videre til Al Hamra, hvor jeg ikke havde den præcise adresse på mit Guest House. Kørte lidt rundt, uden at finde noget der lignede, og endte ved et hus i bunden af en villavej (grusvej med villaer). Før jeg var kommet helt ud ad bilen kom de ud fra huset og spurgte om de kunne hjælpe
Viste dem adressen, som ikke kunne findes på mit offline map… og inden jeg rigtig nåede at blinke, har den ene fyr koblet min telefon på sit netværk, kigger lidt på online markeringen og som den mest naturlige ting ta’r han mine bilnøgler, sætter sig ind i min bil og begynder at rydde op så jeg kan sidde på passagersædet. Hans ven følger efter i egen bil. Det viser sig, at jeg ikke ledte efter et guest house , men en kæmpe villa med billard, bordfodbold og bordtennis. Og jeg er lejeren af hele molevitten. Også kaldet Al Hamra Rest House
De 2 mænd sikrer sig, at jeg er godt på plads, og kører så igen.
Indtil videre har jeg på intet tidspunkt følt mig utryg eller haft behov for at overveje situationen en ekstra gang. I ❤️Oman.. Altså lige bortset fra alt det tøj jeg og de andre kvinder skal ha’ på. Efter sigende har de en crime rate på 0, men jeg har passeret både fængsler og ret store politistationer. Det må være præventivt….
Jeg har et par gange forvildet mig ind på en lokal restaurant og må ydmygt bede om en gaffel, for jeg kan simpelt hen ikke forholde mig til at få hele klør 5 fedtet ind kylling og ris. Velvidende at det ikke bare er pinligt, men også ret besværligt at pille en kylling med kun en gaffel.
Allernådigst, men med den største venlighed, bliver der så også sat servietter foran mig.
Har i dag været på vandretur i bjergene med en indisk guide, som også kunne fortælle lidt om samfundsforholdene, der afviger en anelse hjemmefra.
Når en mand fylder 22, får han en grund af Oman. Hvis han har uddannelse og job skal han selv betale for at få bygget et hus. ( så vidt jeg ku’ forstå)
Når han så skal giftes ( og det skal han) skal han lægge et ret stort Security deposit til kvinden, som hun får ved evt. skilsmisse (hvilket er muligt men svært).
Man kan ikke, ikke være gift, for alle sociale systemer bygger på at man er det. Altså bortset fra hvis man er skilt, for så er der en karantæneperiode, for begge parter.
Man må ha’ 4 koner, men hvis man har sex med den ene, skal man også ordne de 3 andre, så det stiller jo visse krav til manden, hvilket måske forklarer hvorfor det ikke er så udbredt. Ud over at det selvfølgelig er ret dyrt. Tror i øvrigt at det er islam diktat mere end Oman specifikt.
28-30/10 Mountainbike og det lakker mod enden
Slutter min Omantur af med at bruge det sidste krudt på en forrygende mountainbiketur i bjergene og så et døgn ved poolen i lidt thai-luksus. Stilen er thai, men ligesom al anden arbejdskraft i landet er personalet en god blanding af asien. Bare ingen omanier – hvilket giver en lidt mere afslappet stemning ved poolen Hotellet har dog sikret at elevatorstemmen er 100% autentisk dårligt thai-engelsk. Hvilket jo også sætter en vis stemning
Til gengæld er det meget lidt thai-agtigt, at de ikke har styr på bevilling, så den fedeste rooftop bar sætter stemningen med fruitjuices i alle farver. Må erkende at jeg havde sat næsen op efter noget lidt stærkere. Særligt efter at jeg i Al Hamra, var krøbet til korset og havde købt en Bavaria 0% alkoholfri øl, for at komme hjem og opdage at man i Oman ikke er for fine til at blande jordbærsmag i. Det er dæleme ikke i orden!
Det begynder at blæse køligt her til aften, så nu skrider jeg. Tak for denne gang Oman. Det har været aldeles fantastiske 2 uger.
Et land hvor:
Man som turist oplever en kønsfordeling på 90-10 i mændenes favør
Altid bliver godt behandlet, selvom man konstant er under dressed – både i stil og mængde.
Jeg aldrig fattede, hvad de kjortler er lavet af
Omani kaffe er virkelig svært at opdrive..
Der helt naturligt er en skøjtebane i hvert et mall
Der nogle gange er lige lovligt meget tryk på toilet-spule-mås-slangen (har efterhånden lært det)
Hvor der altid lige står en helt afslappet dromedar et sted i nærheden. Nogen gange på kørebanen.
Hvor jeg gentagne gange, tænkte at der var en mislyd i bilen, og bare måtte konkludere, at det var mullahen, der var gået i gang et sted i nærheden.
Fakta;
Flyselskab: Qatar (Helt i orden)
Billeje: Budget (Ikke helt i orden)
Køreforhold: (Absolut i orden)
Public transport: Ikke værd/umuligt at gå efter
Prisniveau: Rimeligt dyrt. Specielt for turist-aktiviteter
Hygiejne: I top
Drikkepenge: Meget svært at gennemskue. Ham på tankstationen behøver vist ikke at få.
Hvis der ikke var de 8+9% tax på regningen, lagde jeg lidt oveni.
Alkohol: Skal købes i lufthavnen eller på hotellerne/store restauranter.
Beklædning: Meget stilfuldt og konservativt. Det danske praktiske vandrelook virker temmeligt casual.
Og kvinder er mere tildækkede end nogen andre steder jeg har været.
J
Det er åbenbart store fødedag, for Abdullah manglede en højgravid ged, og han var ganske overbevist om den nok havde født og lå et sted i ørkenen med kid som ikke kunne gå. Så jeg fik lov at køre med ud i mørket og lede efter en ged i ørkenen – ikke en situation jeg havde oddset på at skulle være en del af.
Om han vitterligt troede, at jeg var til salg står hen i det uvisse, men det var sgu sjovt
og så et døgn ved poolen i lidt thai-luksus. Stilen er thai, men ligesom al anden arbejdskraft i landet er personalet en god blanding af asien. Bare ingen omanier – hvilket giver en lidt mere afslappet stemning ved poolen Hotellet har dog sikret at elevatorstemmen er 100% autentisk dårligt thai-engelsk. Hvilket jo også sætter en vis stemning