Posted on

Marokko surfcamp – Bølger, Ørken og Paradise valley

2015 – November

Surf camp i Marokko – Agadir

Surf’s up dagbog

Arrangør: Bering Rejser

Tid: 21-28/11 7 dage

Sted: Marokko – Agadir – Tamraght

Surf camp: Cli Surf http://www.clisurfmorocco.com/

Kan det anbefales – Yes! Hvis man er til skiferie, idrætshøjskole og anden aktiv ferie, er en uges surf camp fantastisk. Man får solskin, frisk luft, kulturoplevelse og ømme muskler i én pakke.

Maden: Klassisk Marokkansk, lidt ensformigt i længden. Masser af baguette! Efter alt at dømme er hygiejnen i køkkenet hos Mamma helt i orden.

 

Disclaimer: Hvis det på nogen måde virker som jeg gør grin med Marokkanerne, er det ikke min hensigt. Folkene i og omkring Cli Surf Camp er super søde, hjælpsomme, cool, service minded etc. Der er bare nogle mindre kultur clashes som har tendens til at være lidt pudsige.

 

21/11 Departure:

En stille morgen med Mads&Monopolet og en noget ustruktureret pakning. Er ret begejstret over at skulle forlade det lovede snevejr og erstatte det med sol og strand. Afsted til lufthavnen – ferien er i gang! Og den starter gevaldigt. Security-køen er længere end jeg har set den før. Da jeg endelig er 2 m fra båndet, er der en gut bag mig der tager fat i en security mand og siger ”Har du set den taske der står alene lidt nede i køen”  KKK – Yep, det er nogenlunde den sikreste måde at misse sit fly på. Til alt held var bagagen væk da der blev set efter, og vi kunne komme videre. De gode oplevelser bliver ved. Vi er ved at boarde flyet og er nede i chuten, da en stewardesse kommer imod os og nævner at der er tekniske problemer som ikke kan løses, og vi skal tilbage til gaten. Uden at være overdreven drama queen, slår det mig at afgangen bliver aflyst, at jeg får et fly til some-where-in-area og vil ankomme i surf camp om ca .2 dage. Norweigian udfordrer min manglende tillid og annoncerer at de har skaffet lignende fly – forventet boarding +1 time

Det er nu +3,5 time i det nye fly – stadig på jorden pga. nogle efter sigende harmløse tekniske problemer, som giver lidt papir arbejde…og et lille problem med en passager, der er blevet væk 😉 Men hey – min bikini er pakket og på en eller anden måde er jeg på vej! Og passageren foran mig stinker kun af sved, når han bevæger sig.

22/11 – Great place, it’s damn hard!

Vi (undertegnede og 5 andre danskere) ankom til Cli Surf Camp ret sent. Vi havde alle bestået udfyld-en-entry-form-du-ikke-forstår-testen i lufthavnen, og var derfor top rutinerede, da vi fik samme stykke papir stukket i hånden ved in-check. Vi kunne more os lidt over at marokkanske ejer kaldte sig Larsen?? Selvom det var sent, fik vi lige 3 retter mad og røg så på hovedet i seng

Vågnede til en dejlig solskinsdag. Morgenmaden oversteg min forventninger (som indrømmet var temmelig lave) og jeg må jo nok erkende, at det ikke er deres skyld at baguette og Den leende ko minder mig om højdesyge i Atlasbjergene. Surf camp’en er meget hostel/højskole agtig. Rent og pænt, men med de sædvanlige problemer såsom, hvor er toiletpapiret?, hvorfor trække toilettet ikke ud?, dørene knirker osv. J

Der er en meget lækker tagterrasse. Som så lige har fået vinduer og tag for 2 dage siden. Udsigten er stadig forrygende, men en dansker, som er taget på solskinsferie, har lidt svært ved at acceptere at hun ikke kan sidde i solen. Jeg er ikke overbevist om at Larsen, som går rundt i dynejakke og hue, forstår problemet. Efter sigende er en ny tagterrasse på vej…

Afsted til stranden – super instruktører – fangede nogle gode bølger – fik aldrig løftet røven op fra brættet…. Men det var dæleme sjovt, og en super strand for begyndere.

Lige nu nyder jeg solnedgangen over havet fra tagterrassen-med-tag, mens jeg fantaserer lidt over dejligt det ville være med en fadøl.  #drytown.

23/11 – Paradise Valley – Mine arme er færdige.

Det blæste ret meget i morges, så det kunne ikke anbefales at surfe – jeg tænker, at det måske havde lidt med vore not-so-pro niveau at gøre. I stedet skal vi til Paradise Valley. Beskeden er ”vi kører derhen, vi svømmer lidt og slapper af – det bliver godt. Vi skal bare liiige købe et par ting, og så er vi kørt” 2 timer senere….(jeg har fundet et sted at side i solen ved siden af en mand på 101 år og 7 katte, så jeg er egentlig rimeligt afslappet). Vi kører mod Paradise og Valley og laver et stop ved en arganolie-biks, hvor de lokale kan sidde og drikke Moroccan Whisky (Mynte-te) mens vi bliver begavet med viden om arganoliens fortræffeligheder. Vi kører lidt videre, og da de er ved at køre ind til en keramikforretning, lykkes det os desperat at sige ”no-no-no”, så de kører videre.

Vi ankommer til Paradise Valley, og skal så lige gå en halv times tid før vi ankommer til en super flot sø med masser af udspringsmuligheder. Noget tyder på at højden på udspringet har lidt at gøre med testosteronniveauet. Turister lægger sig i solen – de lokale sætter sig i skyggen.

Efter 2 timers afslapning bliver det alligevel for meget, og to af os hopper på en gruppe med 4 andre, som vil længere op i dalen til en anden lille sø. ”Det er en ti-minutters gåtur”, bliver der sagt. 20 min senere, efter lidt klatren, kommer vi frem til en lille sø 15 m under os. Nogle af os indrømmerat vi ikke har lyst til at tage springet; den portugisiske fyr undskyldte det med, at vandet så koldt ud; en englænder ville ikke springe, men påstod at han havde sprunget for to år siden og ”trust me – it’s deep”. Den sidste fyr løb, sprang i, kom op til overfladen, rejste sig op.. og stod i vand til livet. Til alt held havde han bukket benene i stedet for at hoppe strakt ned. Mr. Trust-me-it’s-deep (som nok stadig er i live, fordi hans ven stadig er så adrenalinhøj over sit spring og overlevelse, at han ikke har slået ham ihjel endnu) foreslår at vi går tilbage en anden vej ..”it’s not that hard”. 45 min senere er vi retur efter lidt mere klatring og spring end jeg umiddelbart kan udføre yndefuldt. Mine arme er nu brugte af både surfing OG klatring.

Note: De laver en mean avocado shake i Banana Village. Et sted som Jimmy Hendrix ifølge Larsen har besøgt i gamle dage.

24+25/11 Mostly surfing – sort of..

Vi havde en super dag på stranden i går, og jeg fik endelig begge fødder på boardet. I et mikro-sekund….

Om eftermiddagen splittede vi banden op. Drengene belv kørt til Agadir for at skaffe alkohol, og kvinderne tog en fantastisk solnedgangstur langs stranden til nabobyen Targazhout.  Wow – det er en rigtig by med butikker, restauranter, og massagetilbud. Var ret fristet af massage-muligheden indtil en lidt mærkelig mand med et smil siger ”I do massage”. Vi tog en kop kaffe og en gang chokoladepandekager i stedet.

Vi besluttede at tage en taxa hjem, og finder taxa-holdepladsen. Der holder 10 gamle biler med taxi skilt, men umiddelbart er der ingen der reagerer på at vi står og flagrer. Pludselig vågner de og så forhandler vi med 8 mand på en gang. Det er ikke klart, om det er chaufører, chefer eller andre interessenter, men vi ender da på 40 DHR (30 kr)., hvilket er halvdelen af første-prisen men sikkert stadig et rip-off. Efter prisen er fastlagt er der kun en lille smule forvirring, før det også er klart hvem der så skal køre. Alle er glade!

Vi nåede hjem til Mammas mad og det nyindkøbte alkohol. Der var drinks og guitar på tagterrassen (den med taget). Og så lige en besked om at morgenmaden er allerede kl. 7 i morgen…

Efter at vi havde undret os over hvor meget 2 kvinders tøj lige kan lugte af sure sokker, går det op for os at det nok er den ikke kastrerede hankat, der har pisset på værelset. Vi hentede en konsulent (en katteejer) ind for at sniffe sig frem til gerningsstedet. Mit håndklæde bliver nu vasket J

I dag var vi klar til morgenmad kl. 7. Den blev serveret kl. 7:30. Og kl. 8:30 sad vi i bilen, klar til at køre en god tur ned ad kysten. – Vi kalder det effektivt! Endte i en lille surf town, og fik surfet lidt, men tidevandet var imod os, så vi ventede lidt -3 timer- i solen..helt afslappet. Jeg gætter på, at det er sådan det er at være surfer.

På vej hjem stoppede vi ved et ørkenlignende landskab, hvor vi kunne sand boarde lidt. Der var helt vildt smukt, og meget meget fredfyldt. Sådan et sted hvor selv en ekstrovert kunne sidde og stirre ud i luften.

Nu – nyder en øl til solnedgangen, mens vi venter på Mammas mad #happydays

 

26+27/11 Slow surf

Er ved at blive vant til det der surfer liv. Man kører rundt om morgenen for at finde de gode bølger, og ender med at acceptere, at det ikke bliver en forrygende surf dag. Vi stoppede ved The Beach – det var i hvert fald beskeden da vi spurgte hvad stranden hed…. Surfede lidt, spiste frokost og ventede på tidevand. Stressfaktoren må siges at være lav.

En co-surfer blev bidt/stukket af en fisk. For at checke op på risikoen ved dyrelivet i havet, spørger vi Larsen om der er noget at være bange for. Han trækker hende lidt bagud på stranden, hvor hun står og flagrer lidt mens han går rundt og leder….efter….??….. Et godt sted med varmt, tørt sand. Han begraver hendes fod og forklarer at fisken rent faktisk er ”good for the bones”, man skal bare glemme smerten! ½ time i varmt sand skulle hjælpe. Og det gjorde det vist.

I den sene eftermiddag røg vi på markedet i Agadir. Ud over lidt fransk nougat med hørfrø – det må være super sundt – undgik vi at købe noget. På trods af at det meste var special price for me/Denmark/Europe etc. Hvad der derefter skete er lidt uklart. I hvert fald stod hele banden pludselig i en Rip Curl butik, og den store fornøjelse ved at rejse i grupper er jo at få lov at vente på at alle har fået prøvet alt i butikken. Jeg ved ikke helt hvorfor vi ikke splittede os op, når vi nu havde to biler. Det kan tænkes at min hjerne er så langt nede i surf gear, at der ikke rigtig sker noget fornuftigt. Men der var heller ikke så meget vi skulle nå…

Fredag – Vi (Larsens folk) fandt et fantastisk surf spot, efter at vi var forbi en del steder med fladt vand. Gode bølger og en alletiders chance for at få, hvad der føltes som udvidet centrifugeprogram i vaskemaskinen. Surfere og surf boards fløj i alle retninger, men det lykkedes en gang imellem at få en lang tur. For så at kæmpe sig ud på roligt vand igen. Jeg øjner en god forretning for dem der udvikler et ski-lift system for surfere! Er stadig ikke forrygende til at holde fødderne på boardet i mere end et sekund, men er til gengæld blevet pænt god til ”the turtle” og paddle, paddle paddle.

Efter næsten uge i camp, endte det som en kollektiv beslutning at tage i byen i Agadir. Røg på en restaurant med en tjener på stoffer, fortsatte til The English Pub og endte på The Factory. God fest på pubben, med et modsat billede end DK – Fyrene gav den gas og dansede overalt, mens pigerne sad på deres flade. Undrer mig i stadig over hvordan de er poppet op af jorden, for i gadebilledet ser vi kun de meget tildækkede kvinder, og her blev der ikke lagt skjul på noget. Når man så går videre til The Factory, ved man godt, at man kommer 10 min for tidligt når mængden af ludere og lady boys er alt for tydelig. Rushet fra den lukkede pub kom og udvandede billede lidt, men dog stadig et kulturstudie. Fik fat i to taxaer –gamle Mercedes slæder – uden overhovedet at fatte, at tanken faktisk var, at vi skulle have klemt alle 6 mand ind i én vogn.

 

28/11 – Going home

Kunne lige klemme en tur mere i vaskemaskinen ind, så det skulle vi da ha’. Måtte til sidst kapitulere da mine arme var så trætte, at de ikke engang var i stand til at klø mig på næsen.

Der var ikke et nyt hold på vej til surf campen, så der var ingen stress med udcheckning – det ordnede vi bare da vi kom hjem fra stranden. Turens uden sammenligning største stressfaktor er faktisk at prøve at gennemskue hvad vi skal/bør/vil lægge i drikkepenge. Efter at være serviceret af surf-trænere, Mamma, Larsen etc.  og transporteret af Rachid i et væk skal der lidt i konvolutten.

Og så var der ellers farvel-krammere til hele huset, før Rachid kørte os den sidste tur til lufthaven.

Farvel til Marokko – stedet hvor:

  • Ingen rigtig bryder sig om dyr, men der er katte og hunde overalt. – Og på mystisk vis får de mad nok.
  • Det er helt uforståeligt at sort kaffe er uden mælk og uden sukker.
  • Man føler sig helt utroligt tryg. Ingen skrupler over at forlade penge og mobil på stranden eller i et ulåst værelse.
  • Kontanter virker noget bedre end kreditkort. Kreditkort er faktisk ret ubrugeligt.
  • Mængden af toiletpapir, som hvide mennesker kan bruge, åbenbart er helt ufatteligt. – Det manglede i hvert fald ofte.
  • Der er pænt tørt – både ift. alkohol og regn.
  • Kaffesælgeren ringer til surf-instruktørerne om morgenen for at høre hvilken strand han skal til den dag. – Jeg undrede mig lidt blondineagtigt over at alle kaffesælgerne lignede hinanden, indtil jeg fik forklaringen.
  • Man efter en uge ikke har set noget menneske skynde sig på nogen måde.

 

 

 

Posted on

Jordan – Dykning, Petra og virkelig sød kaffe

2015 – Marts

Jordan – Dykning og Petra

Dagbog – Jordan

21-22/4 2015

Så er der igen tid til lidt dagbog. Er draget afsted til Jordan med tre formål: Dyk, slap af, bliv lækker nøddebrun. Det sidste bliver nok en kulør med inspiration af kogt hummer, men det er da et forsøg værd. Mit hjemmearbejde ift. rejsen har været ret begrænset, men jeg havde da en voucher hvor der stod at jeg ville blive hentet i lufthavnen 😃

Første stræk til Istanbul var fantastisk, og jeg havde ganske spændende sidekammerater. En salgschef fra ALK-Abello, som jeg havde en interessant dialog om høfeber og høfebermedicins lyksaligheder med, og en sød, lille, ældre tyrkisk dame, som jeg blev lidt bekymret for da hun ved take-off begyndte at vugge frem og tilbage og mumle, men det var vist bare lidt stille bøn. 2. stræk var lidt mere udfordrende. Ruten til Aqabar med afgang kl.00.25 er åbenbart et stort hit blandt børnefamilier, og selvom jeg ikke har børn vil jeg vove det postulat at det ikke er mellem 12 og 2 om natten at små børn er mest modtagelige for ”nej – du behøver ikke vræle nu”,”du skal ikke drøne rundt” du skal ikke sparke i sædet foran”, ”du behøver ikke at forsøge at ramme det høje C igen og igen” osv…Note til mig selv: husk nu for f.. at få de ørepropper med ind i flyet! – Det er for åndssvagt at springe trommehinderne allerede inden du er begyndt at dykke.

Ankom vel til ”resort” (17 værelser og en pool) kl. 4 og en meget afslappet ejer, der får point for at prioritere søvn højere end rigid check-in.

Jeg er pt den eneste på resortet. Jordan lider vist rigtigt meget under at turisterne bliver væk (tryk på ”bliver” – ikke på ”væk”), hvilket jeg efter 13 timer og 2 dyk kan sige er en skam. De er super søde og der er fantastisk under vandet. Og så må jeg jo leve med at jeg ikke får love at bidrage så meget, når det gælder om at slæbe dykkergrej. Forklaringen varierer lidt mellem ”no no – you are a woman” og ”no no- you are here to relax” 😃 Skal vist lige have luret hvordan det er med de drikkepenge…..

Dag 2-3

Da hun spurgte om jeg skulle have hvidløg i maden, skulle jeg nok have sagt nej.. Tror at det er lettere at tælle hele hvidløg end fed, og jeg håber bare at regulatoren ikke dør i munden på mig! Men det smagte glimrende.

Jordanernes engelskundskaber kombineret med en ligefrem måde at kommunikere på, gør at jeg tager en del fornærmelser med et smil. ” I saw you diving, you look very tired on the beach” (Jeg følte mig i topform) “you look like you drink a lot” (Jeg følte mig i topform, og var pinligt ædru… Det var vist nok en generel skandinavisk observation)

  1. 1. dag med dyk var på min næsten helt egen meget store dykkerbåd. Der var også 2 tyske studerende og en, i mine øjne, lidt creepy jordaner de couch surfede hos. Resten af de 40 pladser var tomme. Fik hilst på ål, søhest, muræner og en masse andre ting. Min dykkerinstruktør er meget fascineret af små bitte dyr, som der selvfølgelig også er flere point for at finde, og jeg prøver at dele hans begejstring, men det er på en eller anden måde ikke så overvældende som de helt store fisk…

Igen en dag med udsøgt – ja faktisk overvældende service . Altså bortset fra at de hentede mig 3 kvarter for sent. ”Resort”-ejeren ringede til dem efter et kvarter og forklarede at de havde glemt mig. Men på en eller anden måde virker det lidt ondsvagt at rigge en hel dykkerbåd til, og så glemme den eneste betalende passager!

Dag 4.

Vi prøvede igen med afgang kl. 9:30…. men bilen brød (til min ikke så store overraskelse ) sammen på vejen ud, så denne gang måtte stakkels resort-ejer, som bare er hjælpsom og tager telefonen, meddele at han havde bestilt en taxa til mig i stedet. Godt at man er sådan et tålmodigt menneske 😉

Fredag er jo den store fridag, så der var væsentligt mere gang i dykker/snorkle/glasbundsbåde-havnen, og vi var da 10 dykkere ombord denne gang. Det var også et helt forrygende dyk… Kongen af Jordan var åbenbart Dive Master og fik placeret The wreck of Cedar Pride (kan googles) så det kunne blive til let tilgængelig vrag for dykkere.

En aftentur på stranden viser tydeligt at jordanere ikke er så mærkbart forskellige fra danskere. Der er måske lidt mere beklædning og vandpipe og lidt mindre alkohol, men selvom det blæser helt åndssvagt og det kun lige er varmt nok til at hænge ud, er stranden stuvende fuld, og der dufter er BBQ overalt.

Er endt i lidt af et likviditetsproblem. Jeg har egentlig masser af kontanter, men ATM-maskinen var så venlig at spytte store sedler ud. Alt over 5 JD =50 kr er anset for irriterende/umuligt at håndtere og jeg render rundt med 20’ere og 50’ere, så jeg er pænt hjælpeløs og er i håbløs gæld til husets taxa chauffør. Jeg sender en rar tanke til Mobile Pay og Dankortet….

Aftalen i morgen går på kl. 9:30 😎

Dag 5.

Halleluja – taxaen var klar før tid, så der var rent faktisk afgang kl. 9:30!

Min søde og servicemindede dykkerinstruktør serverede en kop kaffe for mig og siger ”du siger bare til, hvis du skal have mere sukker i”. Jeg tager en tår af noget der minder om kaffesirup og tænker ”njaaah – måske 8 gange så meget kaffe ville balancere den” mens jeg smiler og siger at den er helt fin. Det kan godt være at DK sætter rekorder i slikspisning, men mængden af sukker jordanere kan snige ned i varme drikke er nu også ret imponerende.

I øvrigt en begivenhedsrig dag. Havbunden bød på den ondest udseende ottearmede blæksprutte og jeg var ved at placere fingeren i en stonefish, fordi jeg liiige var nødt til at støde af på havbunden ( ja-ja – min opdrift kan stadig fejle en gang imellem). Den valgte heldigvis at flytte sig før vi blev uvenner.

Vovede mig ind i Aqabar by og første stop var køb af busbillet til Petra, men det var ikke så ligetil…. Efter at jeg havde ytret mit ønske til første skrankemand, vendte han sig og talte med anden skrankemand, som sendte den videre til 3. skrankemand alt imens jeg kigger lidt forundret på spillet (og det er altså ikke fordi jeg var gået ind i en biograf e.l. Jeg var på en busstation) Efter lidt tid bliver jeg sendt ind på chefens kontor, og føler på en eller anden måde at jeg har gjort noget galt. Chefen ryger smøger og taler i telefon og jeg venter… Indtil han lægger på og pænt siger, at jeg skal ringe i morgen, for at finde ud af om bussen kører i overmorgen. Jeg er åbenbart den eneste, der har vist interesse for den rute på mandag.

Og så forsøgte en tandløs mand ivrigt at smede mig sammen med en nøddepusher. Mit køb af 200 g. cashewnødder var åbenbart ren romantik i hans øjne 😃

Dag 6

Godt nok var det med taxaen om morgenen kommet i system, men det var bådafgangen ikke. Vi skulle liiige vente lidt på en større tyrkisk gruppe. De ankom så 2 timer for sent og de havde vist også overvurderet deres dykkerkompetencer lidt, for da vi endelig kom i vandet gik det meste af dykket ud på, at de enten skulle skovles op fra havbunden eller hives ned fra vandoverfladen. Lettere kaotisk – og det var så der tålmodige ferieafslappede Fie forsvandt et sted mellem korallerne og op af vandet kom en sydende og spruttende version, der på et ikke så forfinet sprog fik gjort det klart for überbossen, at det ikke var i orden. På mit andet og sidste dyk turde han så ikke gøre andet end at sende mig sted med egen instruktør og uden tyrkere 😃 Og da jeg efter 3 dage ombord med samme frokost, havde indikeret at det også ville være ok, hvis de varierede måltidet lidt, lykkedes det også at få en ny version (dog over samme tema) – Stor lykke!

Det lykkedes aldrig at få den busbillet til Petra, men til gengæld fik jeg et taxa tilbud, der var for godt til at afslå.

Dag 7

Jeg har nu lært at mit resort ikke er et resort men omtales som ”the village” Morgenmaden i The Village er ikke imponerende – Et spejlæg, tre stykker kødpølse (af uvist hvilken oprindelse, eftersom jeg antager at det ikke er svin), 3 stykker agurk, 3 stykker tomat, en lille lurpak, der er harsknet og en abrikosmarmelade. Det hele anrettet pænt i en cirkel rundet om ægget….Variationen kommer så når de har glemt at købe æg, så får man en pænt anrettet tallerken med en let iøjnefaldende bar plet midt på.

Af sted til Petra. Min taxa chauffør Nadar ankom i ny lækker taxa og var tydeligt instrueret i at passe godt på mig, så jeg fik pænt stukket 1½ l vand i hånden inden jeg vandrede ind i området. De har fattet noget med ambassadørkoncepter og turisme. Entrepris for turister-. 500 kr. Entrepris for turister der ikke lægger andre penge i landet (ikke har en overnatning): 900 kr. Entrepris for Jordanere 10 kr! Stedet er alle pengene værd og der er det sædvanlige opbud af heste, æsler og kameler til transport, og man kan blive hustlet på alverdens tænkelige måder. Kamelerne sælges bl.a. som ”Taxi…Ferrrari..Aircondition”. – Jeg elsker de dyr, men har ikke noget behov for at blive transporteret i 2 m højde. Må nok i øvrigt erkende, at jeg godt kunne bande tækkeligheden langt væk, når man pænt vader rundt i stegende hede i lange bukser mens alle mændende render rundt i shorts.

En helt fantastisk tur og en storslået natur – på den lidt tørre måde!

Har lidt fulgt debatten om fotofælder hjemme. Kan kun sige det Jordanske alternativ til hasitighedsregulering er de ondeste ondeste fartbump, som kan tage livet af enhver sart undervogn.

En stille og rolig aften i Aqabar med ca. 10.000 ”hi-how are you?  – Welcome” og ”Taxi?” …Næh tak – jeg holder fast i Nadar, som åbenbart arbejder lige gyldigt hvornår man ringer efter ham.

Dag 8

Helt fri og uden planer. Ender med at med at betale for rigtig resort adgang og spenderede sidste dag på den hårde måde – Under en parasol ved vandet. The Village ejeren får igen lidt credit for at have et afslappet forhold til udcheckningstidspunkt. Det blev kl. 18….

Aqabars flyplan må være lagt af en sadist, der sidder et eller andet sted og gnækker når de trætte mennesker dukker op i lufthavnen. Flyafgangen er kl. 3:55! Min transport var forhåndsarrangeret til kl.1:00, men når man tager i betragtning, at der er 10 min. til lufthavnen, at der er en meget meget lille lufthavn og at der kun er den ene afgang den aften, er det måske lidt overdrevet at dukke op 2t og 45 min før. I CPH plejer jeg med lidt stress at kunne klare det på 55 min, og der er trods alt væsentligt flere risikofaktorer.

Checking out of Jordan – I’ll be back!